Sikke en fest  1

Da jeg var barn, syntes jeg, at 40 år var helt vildt gammelt. Så blev jeg selv 40 for halvandet år siden, og så måtte jeg jo ændre opfattelse. For gammel er jeg da slet ikke.

Min bror og svigerinde fylder begge 40 i løbet af året. De er jo heller ikke blevet ældre at se på. Deres fødselsdage blev fejret i aftes. Med manér. Aldrig – i hvert fald hvad jeg kan huske og nej det-er-ikke-på grund-af-alderen-for-jeg-er-ikke-gammel – har jeg været med til en så gennemført privatfest.

Drinks og levende musik på terrassen. Lækker og rigeligt mad. Sjove indslag. Og så sluttede festlighederne lige med, at selveste Ole Gas kom og spillede op til dans. Kender du ham ikke, bør du helt klart tjekke ham ud. Han både ligner og lyder som Kim Larsen og rigtig gættet så spiller han gamle klassikere fra Larsen og Gasolin. Men det bedste indslag stod min svigerinde selv for.

For ti år siden inviterede de til 2 x 30 års fødselsdag. Under velkomstalen annoncerede de, at de faktisk var blevet gift på rådhuset tre uger tidligere. Så fødselsdag blev til bryllupsfest – så godt som alle vi gæster magtede.

Når man laver sådan en bombe til en fødselsdag, kan man så overgå den ti år efter? Ja det kan man så godt. Jeg har længe gået og spurgt min svigerinde, hvad de så afslører denne gang? En kirkelig velsignelse? En hvid kjole? Og lidt fik jeg ret.

Midt under festlighederne i aftes var min svigerinde pludselig væk i lang tid. Vi ventede på hende, da der skulle komme et indslag. At det så var hende selv, der var indslaget, vidste kun ganske få. Men pludselig slog naboen på glasset og annoncerede, at min bror jo så tit havde snakket om at se sin kone i hvidt. Og så gispede vi alle. Ind trådte min svigerinde med sin far under armen i den smukkeste kjole. Min bror var helt mundlam, det var i sig selv ret sjovt. Der kom dog ingen præst, men i stedet holdte hun en smuk og sjov tale for ham. Dejligt at se at selv efter ti år er forelskelsen der stadig måske endda endnu mere nu.

En helt igennem fantastisk aften. Det var så dejligt at se og snakke med fætre og kusiner, som jeg ikke har været sammen med længe. Gammelt venskab fik også nyt liv, så det var en fest med positive tårer og mange mange grin og gode snakke.

Desværre var jeg afsted uden min mand, da vi havde valgt, at han skulle blive hjemme ved baby, da han er så stort et tryghedsbarn for tiden, at det kun er mor og far, der dur. Men jeg havde dog teenageren med, og det var vidunderligt at stå sammen med hende og lave et festligt indslag. Når folk snakkede om baby og min mand, så savnede jeg dem naturligvis. Men jeg vil gerne indrømme, at ellers savnede jeg dem ikke. Det meste af tiden sidder jeg hjemme med baby, da jeg også skal passe mit arbejde, så det var så dejligt endelig at være ude for mig selv.

Da jeg kom hjem, fandt jeg en vågen baby i min seng og en sovende mand på sofaen. Vi fik snakket lidt om festen, og så puttede jeg mig ellers ind til baby i min seng. Det var skønt. Han sov helt til klokken otte, hvor min mand stod op og gav ham mad. Selv fik jeg lov at sove videre og vågnede først klokken halv tolv. Min krop er smadret, og jeg er stadig træt, men mentalt har jeg fået så meget overskud på den aften.

Min mand er fantastisk. Og eftersom det lige har været Fars Dag, så må man gerne prale. Han er en vidunderlig far for begge mine børn. Jeg er så lykkelig og velsignet med en skøn familie og mange venner. Kærligheden er rundt om mig hele tiden, og det giver så meget positiv energi. I love it!!!

Janni og Lars
Tillykke med de 40 år og 10 års bryllupsdag.

Jeg gjorde det!!!  5

Jeg ved godt, alverdens motionister og sportsidioter vil rynke på næsen nu og tænke; hallo er det noget særligt. Men ja for mig er det noget helt vildt.

I 41 år har jeg aldrig meldt mig til et løb. Jeg løber helst efter noget, en mand, en bold eller et barn.

Hvert år afholdes der en fire-dages fest på Hedensted Stadion, hvor jeg har spillet fodbold som barn, ung og voksen. Dog stoppede jeg for nogle år siden. I forbindelse med denne fest er der et Hedensted Løb, og jeg har aldrig nogen sinde deltaget. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Måske fordi jeg ikke havde lyst til at blive klappet i mål velvidende, at mit resultat ikke var noget at skrive hjem om. Måske var jeg bare for doven.

Men i år så blev jeg lidt presset, fordi jeg kunne tilmelde mig et hold, som jeg gerne ville støtte og ville gerne følges med min veninde. Tænkte helt ærligt, at det faktisk kunne være hyggeligt.

Som dagen nærmede sig, fortrød jeg hver dag, at jeg havde meldt mig til. Jeg havde jo virkelig ikke lyst. Det der motion er bare ikke mig og slet ikke, når nogen rent faktisk skulle kigge på mig.

Torsdag aften træder jeg forkert på noget legetøj og får ondt i et ledbånd, jeg havde sprunget for nogle år siden. Fredag aften var min dårlige fod og jeg til Rasmus Seebach koncert. Så da jeg vågnede i morges, tænkte jeg bare, at nu lister jeg stille ned under dynen igen og lader som om, jeg slet ikke er her. Hold dog op lysten var der slet ikke.

Alligevel mødte jeg op. Og nu skylder jeg nok lige at sige, at det hele tiden var meningen, at jeg skulle gå den lille rute sammen med Kristoffer i klapvogn og min veninde med hendes søn. Startnummeret blev sat på, startskuddet lød, og jeg gik faktisk lidt opstemt afsted.

Hold nu op et tempo de andre satte for dagen. Mine gamle rygerlunger var ved at klappe sammen efter ti meter – der var vi end ikke nået ud af parkeringspladsen – og jeg faldt længere og længere bagud. Det tempo kunne jeg ikke holde. Men jeg holdt stand, mens jeg kiggede efter alle mulige smutveje, hvor jeg kunne afkorte ruten. Overvejede at ringe efter manden, der så kunne hente mig eller lade mig falde, så jeg kunne komme hjem igen.

På et tidspunkt kommer jeg helt bagud, da jeg lige skal ordne noget med sønnen, men så kunne jeg i det mindste gå i mit eget tempo. Og pludselig tænkte jeg ikke længere på at komme hjem. Nu ville jeg bare gennemføre. Da jeg nærmede mig mål, overvejede jeg at ringe til manden, så han kunne tage klappe mig over stregen. Det behøvede jeg slet ikke, for han stod der allerede, og da jeg endelig var kommet over målstregen, kom han hen og gav mig et kæmpe kys.

Frygten for alles fordømmende og stirrende blikke var helt afløst af en euforisk stemning. Jeg havde faktisk gennemført. Og jeg måtte indrømme, at der faktisk ikke var nogen fordømmende og stirrende blikke. Næh faktisk smilede alle og nikkede anderkende over, at jeg havde deltaget. For den hvor er jeg sej over mig selv. Jeg har gennemført noget, jeg rent faktisk ikke havde lyst til og som jeg frivilligt har meldt mig til.

Og så fik jeg sørme en medalje for at være med – arh okay måske var det min søn, der fik den, men jeg måtte gerne låne den, mens han sov – og jeg lover, at han fik den om halsen med det samme han vågnede.

Nu er der dømt hygge med familien, mens jeg stadig nyder sejrens sødme. JEG GJORDE DET!!!

Det er så grimt  1

Jeg tror ikke, der er nogen forældre, der kan lide, når deres børn er syge. Vi vil så gerne puste deres sygdom væk.

Her i weekenden oplevede jeg min lille baby være så syg, som jeg ikke har oplevet i min snart 16-årige karriere som mor. Da jeg stak termometeret i numsen på ham, så steg den så hurtigt, at jeg var sikker på, den var i stykker. I løbet af tre sekunder var den over 41, men så fik baby sprællet så meget, at den røg ud. Jeg prøvede igen, og denne gang nåede den over 40, inden han fik den sprællet ud igen. Og da han fik problemer med at trække vejret søndag eftermiddag, så var jeg klar til at ringe 112 i stedet for til vagtlægen. Faktisk gik jeg næsten i panik.

Det er så grimt at opleve ens lille baby have så store problemer med at trække vejret, og køreturen til vagtlægen tog så lang tid. Følte jeg. Min mand kørte efter den tilladte hastighedsbegrænsning, men vi tog alle de røde lys og noget vejarbejde. Mest af alt havde jeg bare lyst til at sætte katastrofeblinket på og holde en hvid klud ud ad vinduet og skrige til alle om at flytte sig. Jeg frygtede virkelig, at baby ville holde op med at trække vejret hvert minut.

Heldigvis kom vi til med det samme hos vagtlægen, og han bekræftede min mistanke om falsk strubehoste, så han fik noget medicin gennem en maske. Det kunne han ikke lide, så det var voldsomt grimt at se på. Men det virkede, og vi kunne allerede høre det på hans vejrtrækning bagefter. Han skal have medicin gennem masken to gange dagligt, og det er en kamp hver gang, men det virker.

I dag er feberen faldet, og der har endda været overskud til et lille smil ind i mellem al gråden, hosteriet og de feberramte øjne. Så heldigvis er det på retur nu.

Det er godt at sove i armene på mor, når man er syg.