Min historie

Min historie starter i det herrens år 1973, hvor aborten blev frigivet, og jeg som følge deraf klart er et ønskebarn. Men de kedelige detaljer om min lykkelige barndom, vil jeg ikke trætte jer med. Jeg vil hellere spole frem i tiden - langt frem.

 

I 2000 føder jeg min skønne datter Josefine, der i dag er fuldblods teenager og en rigtig miniature udgave af sin mor. Og jeg er stolt, forvirret og skræmt på samme tid. Stolt over alt det hun kan og gør. Forvirret over at tale med mig selv i miniudgave. Skræmt over hvordan jeg dog har behandlet min mor. (Undskyld mor)

 

Jeg flyttede fra hendes far, da hun var tre måneder gammel, da han var voldelig. I 12 år levede vi kun os to, men så i 2013 skete det, alle efterhånden troede var umuligt - ikke mindst mig selv. Manden i mit liv krydsede tilfældigvis min vej ud i alkoholens tåger. Jeg kom, jeg så og jeg scorede. Big time.

 

Vi blev gift i 2014, og jeg oplevede endelig at blive frue (sagt med Misse Møghe stemme, da hun bliver enkefrue lige som lillemor). To måneder efter kom vores lille mirakelbaby til verden. Kristoffer har vi lavet selv helt uden hjælp i første hug med alle odds imod os. En charmerende lille bølle der spreder glæde, grin og smil, hvorend han kommer hen. Jeg spiser ham hver dag, fordi han bare er så gennemført lækker. Et perfekt miks af alle de gode ting fra far og mor.

 

Det var ikke kun baby, jeg barslede med i marts for knap to år siden. Jeg startede op som selvstændig, og tilbød alt, fordi der bare skulle kunder i butikken. Bukserne blev knoklet af hver dag, men det hjalp ikke så meget. Nye tiltag blev sat i værk hele tiden, men her i januar 2016 valgte jeg at dele alle mine fine ydelser ud på to hjemmesider. Læs mere om det her

 

Her på bloggen kan du læse om mine skønne unger, mine tanker, kærlighed, mit arbejde, mit liv som selvstændig og Mor.

 

 

Vivi H. Nielsen Mathiasen