Post by Category : Tanker

Elsk mere nu  1

Jeg synes efterhånden, det er en skræmmende og hysterisk verden, vi lever i. Skræmmende på grund af al den terror og vold, der foregår rundt i verden. Hysterisk på grund af den lige nu opstået debat omkring kys på børn.

 

Måske blev dem, der begår vold og terror lige nu, ikke holdt nok, krammet nok eller kysset nok som barn. For intet kan forsvare deres handlinger. Det er forfærdeligt. Men det er også forfærdeligt, at man kan blive kaldt pervers, fordi man kysser sine børn på munden. Og jeg vil IKKE kaldes pervers!

 

Min datter blev kysset og krammet, fra hun var spæd, til hun selv sagde fra. Hun er i dag en kærlig og omsorgsfuld teenager på snart 16 år. Min søn bliver udsat for det samme. Både min mand, min datter og jeg vi kysser på ham hele tiden også på munden. Han kysser også os uden opfordring. Ikke et tungekys, men det vi kalder et “tantekys” eller “trutkys”

 

Min søn er gavmild med kyssene, når det er personer, han har tillid til. Så familie og dagplejemødre bliver kysset i flæng. Men også de andre dagplejebørn får kys på munden. De andre børn kysser også først, hvor han bare kysser igen. Vi smiler og griner af det, fordi det er sødt og ikke perverst.

 

Her til aften fik vi besøg af min veninde, hendes mand, hendes teenagerdatter og deres lille datter på samme alder som min søn. De hyggede sig de to små, og da de skulle gå, bad vi ham sige farvel til hans lille veninde. Og bum så plantede han et kys på munden af hende, og lillepigen holdte sig ikke tilbage. Næh hendes mund blev behørigt stukket frem. Perverst? Nej helt vidunderligt sødt og vi grinte af dem, og så grinte de to små også. Hjerteligt. Det varmer. Helt ned i maven.

 

Når han kommer i dagplejen om morgenen, så kommer de andre børn løbende og skal sige hej. Nogle kvitterer med et godmorgenkys. Når han bliver hentet, så siger han farvel til sine tre “mødre” med et kæmpe kram og et kys. Og de elsker det. Jeg elsker det. Min søn har tillid til dem. Og er det perverst? NEJ! Skal de stoppe? NEJ! De skal blive ved med at give ham masser af kærlighed. Og gerne med både kram og kys.

 

Jeg er helt med på, at nogle mennesker ikke kysser deres børn på munden. Det er deres egen sag. Men jeg vil ikke kaldes pervers, fordi jeg gør. Jeg vil kaldes en kærlig mor. Og nej det betyder ikke, at de mennesker, der ikke kysser deres børn på munden er mindre kærlige. De er det på deres egen måde. Håber jeg. For kærlighed har vi brug for. Alle sammen. Især i denne tid.

 

Så stop med at kalde folk perverse. Had mindre. Elsk mere nu. Vi skal stå sammen i kærlighedens navn.

 

En helt almindelig morgen i dagplejen

Jeg gjorde det!!!  5

Jeg ved godt, alverdens motionister og sportsidioter vil rynke på næsen nu og tænke; hallo er det noget særligt. Men ja for mig er det noget helt vildt.

I 41 år har jeg aldrig meldt mig til et løb. Jeg løber helst efter noget, en mand, en bold eller et barn.

Hvert år afholdes der en fire-dages fest på Hedensted Stadion, hvor jeg har spillet fodbold som barn, ung og voksen. Dog stoppede jeg for nogle år siden. I forbindelse med denne fest er der et Hedensted Løb, og jeg har aldrig nogen sinde deltaget. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Måske fordi jeg ikke havde lyst til at blive klappet i mål velvidende, at mit resultat ikke var noget at skrive hjem om. Måske var jeg bare for doven.

Men i år så blev jeg lidt presset, fordi jeg kunne tilmelde mig et hold, som jeg gerne ville støtte og ville gerne følges med min veninde. Tænkte helt ærligt, at det faktisk kunne være hyggeligt.

Som dagen nærmede sig, fortrød jeg hver dag, at jeg havde meldt mig til. Jeg havde jo virkelig ikke lyst. Det der motion er bare ikke mig og slet ikke, når nogen rent faktisk skulle kigge på mig.

Torsdag aften træder jeg forkert på noget legetøj og får ondt i et ledbånd, jeg havde sprunget for nogle år siden. Fredag aften var min dårlige fod og jeg til Rasmus Seebach koncert. Så da jeg vågnede i morges, tænkte jeg bare, at nu lister jeg stille ned under dynen igen og lader som om, jeg slet ikke er her. Hold dog op lysten var der slet ikke.

Alligevel mødte jeg op. Og nu skylder jeg nok lige at sige, at det hele tiden var meningen, at jeg skulle gå den lille rute sammen med Kristoffer i klapvogn og min veninde med hendes søn. Startnummeret blev sat på, startskuddet lød, og jeg gik faktisk lidt opstemt afsted.

Hold nu op et tempo de andre satte for dagen. Mine gamle rygerlunger var ved at klappe sammen efter ti meter – der var vi end ikke nået ud af parkeringspladsen – og jeg faldt længere og længere bagud. Det tempo kunne jeg ikke holde. Men jeg holdt stand, mens jeg kiggede efter alle mulige smutveje, hvor jeg kunne afkorte ruten. Overvejede at ringe efter manden, der så kunne hente mig eller lade mig falde, så jeg kunne komme hjem igen.

På et tidspunkt kommer jeg helt bagud, da jeg lige skal ordne noget med sønnen, men så kunne jeg i det mindste gå i mit eget tempo. Og pludselig tænkte jeg ikke længere på at komme hjem. Nu ville jeg bare gennemføre. Da jeg nærmede mig mål, overvejede jeg at ringe til manden, så han kunne tage klappe mig over stregen. Det behøvede jeg slet ikke, for han stod der allerede, og da jeg endelig var kommet over målstregen, kom han hen og gav mig et kæmpe kys.

Frygten for alles fordømmende og stirrende blikke var helt afløst af en euforisk stemning. Jeg havde faktisk gennemført. Og jeg måtte indrømme, at der faktisk ikke var nogen fordømmende og stirrende blikke. Næh faktisk smilede alle og nikkede anderkende over, at jeg havde deltaget. For den hvor er jeg sej over mig selv. Jeg har gennemført noget, jeg rent faktisk ikke havde lyst til og som jeg frivilligt har meldt mig til.

Og så fik jeg sørme en medalje for at være med – arh okay måske var det min søn, der fik den, men jeg måtte gerne låne den, mens han sov – og jeg lover, at han fik den om halsen med det samme han vågnede.

Nu er der dømt hygge med familien, mens jeg stadig nyder sejrens sødme. JEG GJORDE DET!!!

Jeg fik mit øjeblik  1

Jeg er helt høj. Opfyldt af narkotika. Kroppens egne euforiserende stoffer, som fremkaldes, når en lækker mand giver en et kram. Og lækker det er han. Hr. Lars Christiansen. Tidligere håndboldspiller og medlem af mit harem, som jeg i det stille – i hvert fald for folk uden Facebook – opfandt, mens jeg var single. Et harem min mand helt realistisk har ladet mig beholde, selvom vi er gift. Nuvel haremmet tæller udover Lars også Burhan G, Mads Langer og en masse udenlandske stjerner.

Og i aften skete det så. Endelig.

Da jeg så foredraget med Lars annonceret, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det skulle jeg bare med til. Fuld af forventning troppede jeg op, og allerede da jeg trådte ind ad døren, så jeg ham. Straks blev jeg en fnisende teenager, der ikke vidste, hvilket ben jeg skulle stå på.

Det var et rigtig spændende foredrag. Og sjovt. Faktisk så sjovt og spændende at det lykkedes mig at abstrahere fra hans lækkerhed og bare lytte. Og grine. Vi grinede rigtig meget. Han snakkede ikke så meget håndbold, men mere om tiden efter bolden blev lagt på hylden. Det var meget inspirerende. Vi er alle en vinder. Klart. Og så skal vi huske at jagte øjeblikket.

Jamen det gjorde jeg så. Da foredraget var slut, blev jeg fotograferet med ham, og jeg sørgede for, at min svigerinde var helt vildt langsom til at tage billedet og dømte billedet dårligt uden at have set det, så hun var nødt til at tage et nyt. Mens jeg lagde beslag på hans tid, fortalte jeg ham, at dette faktisk var mit øjeblik og havde været det, siden han kom ind i mit fjernsyn for år tilbage. Det blev han faktisk beæret over.

Så nu har jeg krammet endnu en fra mit harem. Burhan G krammede jeg for nogle år siden. Mads Langer beware!

Husker du at jagte dit øjeblik?

vivi