Post by Category : Selvstændig

Jeg fortryder ikke  11

Det er fredag aften, og familien ligger allerede og sover. Det har været en lang uge for alle. Masser af arbejde og projektuge for teenageren. Men det har også været ugen, hvor jeg har skudt mit første selvstændige event af. Og nu hvor der er ro, og jeg netop har afsluttet det helt administrativt, så kan jeg ikke lade være med at reflektere lidt over det.

Jeg får ideer ud af den blå luft og skrider ofte hurtigt til handling på dem. Så da jeg så, at Mia annoncerede sin nye hjemmeside på Facebook, så tænkte jeg; Hey vi skal da lave noget sammen og bum så havde jeg sendt hende en besked. Mia Christina Broe Jakobsen kender jeg gennem Red Barnet Hedensted, da vi har siddet i bestyrelsen sammen. Sidste år skrev jeg om, at hun var startet op som selvstændig, så jeg vidste, hvad hun lavede. Da jeg skulle bruge en forside til en bog, jeg er ved at skrive sammen med teenageren, så faldt valget også helt naturligt på Mia, da hun også er en dygtig illustrator.

Nu har Mia lavet konceptet “Kulturagenten”, hvor hun formidler kunst til børn i alle aldre. Og da tumling går i privatdagpleje, så var det jo nærliggende at lave en event for dem. Mia var heldigvis med på ideen, og torsdag formiddag kunne vi så inviterer til sansecirkus med forestillingen “Mit vejr”. Ungerne var glade og interesseret, og dagplejerne var glade. Nu vil de have mere.

Men det er faktisk lidt sjovt. Jeg har faktisk her den 1. marts været selvstændig i to år. To år hvor jeg også lige var gravid og fik en baby med kolik. Havde kun sporarisk fuldtidsbarsel og arbejdede ellers kun på deltid. Det siges, at når man starter op som selvstændig, så skal man knokle 24/7 og helst også flere timer i døgnet end det. Men de timer havde jeg bare ikke. Jeg vil også være mor. Og kone.

Pengene var små. Meget små. Men jeg elskede og elsker stadig følelsen af at være selvstændig. At jeg kan bestemme selv. At jeg kan passe mit syge barn om dagen og så arbejde om aftenen og natten. At vi kan hygge og putte om morgenen og aflevere i dagplejen klokken 9 uden stress. At jeg kan hente ham, når han vågner. At jeg er hjemme, når teen kommer hjem. At jeg kan putte Vivi-tid ind i min kalender eller en frokostaftale med en veninde.

Så jeg knoklede på. Forsøgte at lave nye produkter, der kunne skaffe kunder. Finde på. Finde på. Finde på. For at overleve. I stedet for at lave de ting, jeg egentlig gerne ville lave. Så jeg glemte at leve lidt. Jeg har modtaget nogle få barselsdagpenge, så vi har kunnet holde skindet på næsen. Men slutdatoen kom tættere på. Hvad gør vi så. Jeg knoklede videre. Og stille begyndte en stress at overtage min krop. Skulle jeg give op og finde et fuldtidsarbejde i stedet? Det havde jeg ikke lyst til. Men det var også hårdt at have det pres hængende over hovedet, at der skulle faktureres for et vist beløb i måneden for, at det hele løb rundt. Hvad nu hvis jeg ikke kunne skaffe kunder til det?

I efteråret tog jeg en hård men nødvendig beslutning. Jeg ville finde mig en deltidsstilling med start her i foråret, når mine barselsdagpenge udløber. Samtidig fik jeg den idé at dele mine ydelser op, så hjemmesiden ikke længere var så rodet. Tilbage til tegnebrættet og i december begyndte jeg at lave hjemmeside. Hedensted Events fik navn og liv med en tilhørende eventkalender.

De første to måneder af året her er gået med at søge job og knokle med “mit nye firma”. Jobsøgningen er slet ikke positiv, men det er firmaet. Kalenderen er blevet rigtig godt modtaget alle steder, og der kommer næsten dagligt nye tilmeldinger til nyhedsbrevet. Jeg er helt benovet over, hvordan mine veninder støtter og pinger mig med forslag til events. Pt har jeg syv forslag på blokken foran mig, der skal undersøges nærmere. Og i går havde jeg mit første event, jeg selv havde arrangeret. Der var ikke udsolgt, men det var stadig en succes. Jeg postede et opslag på min Facebookside først på aftenen, og det er nærmest eksploderet med interaktion samt nye likes på siden.

Derfor sidder jeg nu her i nattens ro og reflekterer, fuldstændig høj på den enorme succes, jeg føler, jeg rider på lige nu omkring mit firma. Hvad nu hvis jeg havde gjort det her for to år siden?

Jeg fortryder ikke mine valg. Jeg har fået lov at være mor og arbejde med det, jeg gerne ville. Den succes, jeg oplever lige nu, tager jeg med over i jobansøgningerne, og så kommer det deltidsjob også, inden min barsel helt officielt slutter om to uger. Jeg overlever nemlig ikke længere.

JEG LEVER!

Tumling mærker blæsten i sansecirkus med én af hans søde dagplejemødre.

Jeg er flyttet  1

Nogen gange er det godt lige at sætte sig ned og mærke efter om, tingene fungerer. Og gør de ikke det, ja så må man jo handle derefter. De første spadestik til forandringer tog jeg så småt allerede sidste år, men her i januar er det bare gået stærkt. Nu var det et nyt år, så der skulle sættes nye mål og laves nye tiltag.

Jeg har valgt at flytte min blog. Indrømmet jeg havde håbet, der kunne tjenes penge på den, men der, hvor jeg havde den, skal man åbenbart helst blogge om mode for at blive set, og det gider jeg ikke. Der var også mange af mine trofaste læsere, der klagede over alle reklamerne, så nu har jeg valgt at flytte den. Det åbner så op for en helt ny mulighed. Nemlig at lade dig være gæsteblogger, hvis du skulle lyste det.

Mit firma har også været under fornyelse. Det er nu delt op i to, hvor jeg har startet et eventbureau under navnet Hedensted Events med en tilhørende eventkalender. Og der har været knald på. Udarbejdelse af hele konceptet. Ny hjemmeside til både Hedensted Events og Eventkalenderen. Lave Facebookside. Til det helt store projekt med at fortælle netværket om det hele. Men det har været en spændende og sjov process, og det hele er blevet taget godt imod, og der er allerede flere events på bedding. Jeg elsker det.

Der er lavet en målsætning for 2016, og det er fedt allerede at kunne sige kun et par måneder inde i året, at flere mål er nået. Så lige som tumling startede året med fuld fart på på to ben, så gjorde jeg også. Og jeg kan kun håbe og tro på, at resten af året også bringer fart og flere mål, der kan krydses af.