Du er en engel!  2

Til min dejlige mor

 

De fleste kender en engel. Og de rigtige heldige får glæde af denne engel på det helt rigtige tidspunkt. I weekenden var jeg heldig.

 

Min mand og jeg arbejder meget. Så de få timer, vi har sammen, bruger vi på ungerne. Det gør så, at vi ikke har meget alene tid sammen. I sidste uge var jeg ved at være kørt godt ned. Der var meget, der skulle lukkes ned, inden jeg kunne holde semiferie med ungerne, og manden var næsten ikke hjemme. Teen var på ferie hos hendes far, så det var kun sønnemand, der var hjemme. I løbet af ugen går det op for mig, at min mand og jeg er holdt op med at fortælle ting til hinanden. Dagligdagsting. Men stadig ting vi før har delt med hinanden. Og det var ikke fordi, vi ikke ville, det var bare ren og skær forglemmelse, fordi vi ikke havde fem minutter alene sammen. Mit energiniveau var så langt nede, og jeg var begyndt at græde for et godt ord. Huset flød, og haveprojektet stod næsten stille.

 

Torsdag spurgte jeg min mor, om hun kunne hente sønnemand i dagplejen og aflevere efter aftensmaden. Det ville give os lidt luft til at få talt sammen og få lidt styr på huset. Desværre kunne hun ikke. En time efter vi var kommet hjem fra dagplejen, så kom feberen. Sønnemand var ved at blive syg og ville nu kun sidde på skød. Det blev en nat uden det vilde søvn. Han vågnede hele tiden og græd, fordi han havde det skidt. Det var tydeligt, at han ikke kom i dagpleje fredag, men jeg håbede til det sidste.

 

Min mor skrev torsdag aften, om hun skulle hente fredag i stedet, og jeg kunne jo kun fortælle hende, at det blev vist ikke nødvendigt. Jeg var grædefærdig. Alle vores planer om rengøring og havearbejde i løbet af weekenden var så småt ved at løbe ud i sandet. Når sønnemand er syg, så græder han meget og vil kun sidde på skød, så man får intet lavet. Jeg var heller ikke færdig med mit arbejde, og jeg kunne snart ikke se mig ud af det hele.

 

Fredag formiddag kom min mor. Hun sad med sønnemand, mens jeg fik lavet det vigtigste arbejde. Hun sørgede for, at han fik noget at spise, at jeg fik noget at spise, og jeg fik et bad. Nu begyndte jeg at mærke en snert af energi. Jeg sad lidt med sønnemand, mens hun gjorde rent, og ind i mellem byttede vi. Da hun kørte hjem ud på eftermiddagen, tog hun også lige en masse vasketøj med hjem. Sidst på eftermiddagen kom manden hjem, og vi regnede med, vi lige kunne snuppe det sidste af huset. Men igen ville sønnemand det anderledes, for han ville stadig kun sidde på skød, så vi skiftes til at få ham til at sove, inden vi selv faldt omkuld dødtrætte.

 

Lørdag formiddag kom mor igen. Hun sad med sønnemand, og vi blev færdige indenfor og fik lavet noget udenfor. Selvom vores energiniveau fra start var i minus, så fik vi mere overskud jo mere, vi nåede. Humøret var igen i top, manden og jeg pjattede, energiniveauet steg og steg. Om aftenen faldt sønnemand hurtigt i søvn, så vi fik faktisk lige en time alene på sofaen, før han vågende igen, og vi alle kunne gå i seng naturligt trætte.

 

Nogen gange beder man om en lille hjælp, men denne engel kan se, der er brug for mere. Det kunne min engel i weekenden. Og mor jeg er dig evig taknemmelig for, at du lige fik samlet mig og min lille familie op igen, så vi kan nyde hinanden her i semiferien. Jeg elsker dig ❤

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *