Archives for : maj 2016

Jeg gjorde det!!!  5

Jeg ved godt, alverdens motionister og sportsidioter vil rynke på næsen nu og tænke; hallo er det noget særligt. Men ja for mig er det noget helt vildt.

I 41 år har jeg aldrig meldt mig til et løb. Jeg løber helst efter noget, en mand, en bold eller et barn.

Hvert år afholdes der en fire-dages fest på Hedensted Stadion, hvor jeg har spillet fodbold som barn, ung og voksen. Dog stoppede jeg for nogle år siden. I forbindelse med denne fest er der et Hedensted Løb, og jeg har aldrig nogen sinde deltaget. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Måske fordi jeg ikke havde lyst til at blive klappet i mål velvidende, at mit resultat ikke var noget at skrive hjem om. Måske var jeg bare for doven.

Men i år så blev jeg lidt presset, fordi jeg kunne tilmelde mig et hold, som jeg gerne ville støtte og ville gerne følges med min veninde. Tænkte helt ærligt, at det faktisk kunne være hyggeligt.

Som dagen nærmede sig, fortrød jeg hver dag, at jeg havde meldt mig til. Jeg havde jo virkelig ikke lyst. Det der motion er bare ikke mig og slet ikke, når nogen rent faktisk skulle kigge på mig.

Torsdag aften træder jeg forkert på noget legetøj og får ondt i et ledbånd, jeg havde sprunget for nogle år siden. Fredag aften var min dårlige fod og jeg til Rasmus Seebach koncert. Så da jeg vågnede i morges, tænkte jeg bare, at nu lister jeg stille ned under dynen igen og lader som om, jeg slet ikke er her. Hold dog op lysten var der slet ikke.

Alligevel mødte jeg op. Og nu skylder jeg nok lige at sige, at det hele tiden var meningen, at jeg skulle gå den lille rute sammen med Kristoffer i klapvogn og min veninde med hendes søn. Startnummeret blev sat på, startskuddet lød, og jeg gik faktisk lidt opstemt afsted.

Hold nu op et tempo de andre satte for dagen. Mine gamle rygerlunger var ved at klappe sammen efter ti meter – der var vi end ikke nået ud af parkeringspladsen – og jeg faldt længere og længere bagud. Det tempo kunne jeg ikke holde. Men jeg holdt stand, mens jeg kiggede efter alle mulige smutveje, hvor jeg kunne afkorte ruten. Overvejede at ringe efter manden, der så kunne hente mig eller lade mig falde, så jeg kunne komme hjem igen.

På et tidspunkt kommer jeg helt bagud, da jeg lige skal ordne noget med sønnen, men så kunne jeg i det mindste gå i mit eget tempo. Og pludselig tænkte jeg ikke længere på at komme hjem. Nu ville jeg bare gennemføre. Da jeg nærmede mig mål, overvejede jeg at ringe til manden, så han kunne tage klappe mig over stregen. Det behøvede jeg slet ikke, for han stod der allerede, og da jeg endelig var kommet over målstregen, kom han hen og gav mig et kæmpe kys.

Frygten for alles fordømmende og stirrende blikke var helt afløst af en euforisk stemning. Jeg havde faktisk gennemført. Og jeg måtte indrømme, at der faktisk ikke var nogen fordømmende og stirrende blikke. Næh faktisk smilede alle og nikkede anderkende over, at jeg havde deltaget. For den hvor er jeg sej over mig selv. Jeg har gennemført noget, jeg rent faktisk ikke havde lyst til og som jeg frivilligt har meldt mig til.

Og så fik jeg sørme en medalje for at være med – arh okay måske var det min søn, der fik den, men jeg måtte gerne låne den, mens han sov – og jeg lover, at han fik den om halsen med det samme han vågnede.

Nu er der dømt hygge med familien, mens jeg stadig nyder sejrens sødme. JEG GJORDE DET!!!