Prisen er høj  1

Påsken er overstået. Vi havde så mange ting, der skulle ordnes i de fem dage, og det var tæt på, vi slet ikke nåede dem, da vi var ramt af sygdom på skift. Men én mand holdte fanen højt og sørgede for, at vi faktisk næsten nåede vores mål. Nemlig min mand.

Vi har netop søsat vores helt store haveprojekt, der skal gøre haven mere børnevenlig, men også nemmere for os at holde, da vi absolut ikke er havefolk, men gerne vil have en pæn én at nyde. Dog uden at skulle bruge den helt store tid derude. Og det var netop her i påsken, at projektet skulle sparkes i gang.

Torsdag lagde vi hårdt ud alle fire, selvom teen var mega snottet og bestemt ikke ovenpå. Tumling var også snottet og de hostede begge om kap. Desværre kunne jeg også den dag mærke, at hosteri og snot bankede på, men jeg ondulerede selvsændigt en lille hæk på trods af en vedvarende hoste og trykken for brystet.

Der skulle ryddes foran huset.
Dette bed skulle fjernes.
Hækken skulle fjernes, og der skulle graves ud foran.

Men min mand var sej og som et lille barn, da mini gravemaskinen blev leveret. Og han gik rask i gang med at nedlægge alt med motorsav og grave løs.

En glad mand.

Da klokken var næsten seks om aftenen, og det var spisetid, så var det jo ikke småting, den mand havde nået.

Der blev ryddet foran.
Det lille bed blev fjernt.
Hækken blev fjernet, og der blev gravet ud foran.

 

Fredag var jeg hårdt ramt af feber. Nej faktisk havde jeg fået mandeinfluenza. Og når jeg har feber, så får jeg ondt i alle led, men når jeg så lige havde knoklet i haven dagen før, så gjorde det ekstra ondt. Jeg skrev af smerte, bare jeg skulle løfte en panodil, og dem spiste jeg, som var det M&M’s. Hostesaft blev også skyllet ned i stor stil, for jeg skulle jo være frisk til det der have arbejde. Men mest så sov jeg bare fredagen væk. Så min mand kom ikke i haven den dag, men til gengæld så passede hende lige begge børn, mens jeg bare fik lov at sove og have mega meget ondt af mig selv. Ja han formåede da også at ynke mig lidt ind i mellem, som det sig hør og bør når man nu er syg.

Lørdag var jeg nogen lunde ovenpå igen, så børn og hus skulle passes, mens manden kørte rutefart på lossepladsen. Tumling havde nu lagt sig med feber. Om eftermiddagen fik jeg besøg af en veninde, så haveprojekt måtte vente. Søndag regnede det, så min mand kom ikke i haven, da det simpelthen var for mudret til at han kunne så græs.

Heldigvis havde påsken en ekstra fridag, og mandag kom solen endelig igen, så med min brors hjælp blev der kørt sand i stor stil. Jeg passede børn, hus og mig selv. For nu var mandeinfluenzaen kommet tilbage. Da de to stærke mænd havde kørt hentet sand ti gange, så gad de forståeligt nok ikke mere. Men i stedet for at smide sig på sofaen, som egentlig havde været ganske fortjent, så gik min mand i gang med at samle gyngestativ. Det tog så lidt længere tid end beregnet, og igen begyndte det at regne, så det lille bed blev ikke gjort færdig. Men gyngestativet blev samlet, og ungerne fik en prøvetur. Og hvor var det fedt at høre tumling grine højt over glæden ved at gynge. Knap så sjovt var det at høre ham skrige, da vi tog ham af gyngen, fordi vi skulle spise. Han var bestemt ikke færdig med at gynge.

Den første gyngetur var et hit.

Men nu er vi i gang med haveprojektet, og de næste mange weekender skal der knokles. Forhåbentlig om et par måneder kan hele haven nydes. Én ting er dog sikkert. Jeg sætter stor pris på min mand for at klare det hele til UG. For søren hvor er jeg en heldig kvinde. Husker du at sætte pris på din mand?

Ungerne nyder det nye gyngestativ.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *