Archives for : marts 2016

Der må tudes  1

Jeg indrømmer det blankt. Min alder har nu sat sine spor og ikke til den gode side. Åbenbart lader jeg vandet gå i øjnene, så snart jeg ser min teen gøre noget. Og i aften var ingen undtagelse. Efter flere måneders hårdt arbejde blev spændingen endelig udløst, da drama- og musikholdet afholdte deres forestilling for forældrene. Selvfølgelig indtog jeg straks første parket, så jeg kunne filme løs under forestillingen.

Med det samme de unge mennesker trådte ind på scenen, kom de første tårer frem i øjnene på mig, og da teen gik i gang med sine replikker og senere dans, ja så kunne jeg næsten ikke se kameraet i min hånd for vand.

Men hvor er jeg dog stolt. Ikke kun af min datter men af hele holdet. Dans, sang, historie, replikker og sceneshow gik op i en højere enhed, og det var en fantastisk forestilling. Mor tudede og var mega stolt. Og det kan man kun være, når teen ikke kun er med i stykket med en lidt større rolle, men faktisk også har koreograferet en af dansene og haft en finger med i spillet med en anden.

Skattemus jeg elsker dig så højt, og du gør mig mega glad og stolt ❤

Du kan se alle billederne fra forestillingen her

Prisen er høj  1

Påsken er overstået. Vi havde så mange ting, der skulle ordnes i de fem dage, og det var tæt på, vi slet ikke nåede dem, da vi var ramt af sygdom på skift. Men én mand holdte fanen højt og sørgede for, at vi faktisk næsten nåede vores mål. Nemlig min mand.

Vi har netop søsat vores helt store haveprojekt, der skal gøre haven mere børnevenlig, men også nemmere for os at holde, da vi absolut ikke er havefolk, men gerne vil have en pæn én at nyde. Dog uden at skulle bruge den helt store tid derude. Og det var netop her i påsken, at projektet skulle sparkes i gang.

Torsdag lagde vi hårdt ud alle fire, selvom teen var mega snottet og bestemt ikke ovenpå. Tumling var også snottet og de hostede begge om kap. Desværre kunne jeg også den dag mærke, at hosteri og snot bankede på, men jeg ondulerede selvsændigt en lille hæk på trods af en vedvarende hoste og trykken for brystet.

Der skulle ryddes foran huset.
Dette bed skulle fjernes.
Hækken skulle fjernes, og der skulle graves ud foran.

Men min mand var sej og som et lille barn, da mini gravemaskinen blev leveret. Og han gik rask i gang med at nedlægge alt med motorsav og grave løs.

En glad mand.

Da klokken var næsten seks om aftenen, og det var spisetid, så var det jo ikke småting, den mand havde nået.

Der blev ryddet foran.
Det lille bed blev fjernt.
Hækken blev fjernet, og der blev gravet ud foran.

 

Fredag var jeg hårdt ramt af feber. Nej faktisk havde jeg fået mandeinfluenza. Og når jeg har feber, så får jeg ondt i alle led, men når jeg så lige havde knoklet i haven dagen før, så gjorde det ekstra ondt. Jeg skrev af smerte, bare jeg skulle løfte en panodil, og dem spiste jeg, som var det M&M’s. Hostesaft blev også skyllet ned i stor stil, for jeg skulle jo være frisk til det der have arbejde. Men mest så sov jeg bare fredagen væk. Så min mand kom ikke i haven den dag, men til gengæld så passede hende lige begge børn, mens jeg bare fik lov at sove og have mega meget ondt af mig selv. Ja han formåede da også at ynke mig lidt ind i mellem, som det sig hør og bør når man nu er syg.

Lørdag var jeg nogen lunde ovenpå igen, så børn og hus skulle passes, mens manden kørte rutefart på lossepladsen. Tumling havde nu lagt sig med feber. Om eftermiddagen fik jeg besøg af en veninde, så haveprojekt måtte vente. Søndag regnede det, så min mand kom ikke i haven, da det simpelthen var for mudret til at han kunne så græs.

Heldigvis havde påsken en ekstra fridag, og mandag kom solen endelig igen, så med min brors hjælp blev der kørt sand i stor stil. Jeg passede børn, hus og mig selv. For nu var mandeinfluenzaen kommet tilbage. Da de to stærke mænd havde kørt hentet sand ti gange, så gad de forståeligt nok ikke mere. Men i stedet for at smide sig på sofaen, som egentlig havde været ganske fortjent, så gik min mand i gang med at samle gyngestativ. Det tog så lidt længere tid end beregnet, og igen begyndte det at regne, så det lille bed blev ikke gjort færdig. Men gyngestativet blev samlet, og ungerne fik en prøvetur. Og hvor var det fedt at høre tumling grine højt over glæden ved at gynge. Knap så sjovt var det at høre ham skrige, da vi tog ham af gyngen, fordi vi skulle spise. Han var bestemt ikke færdig med at gynge.

Den første gyngetur var et hit.

Men nu er vi i gang med haveprojektet, og de næste mange weekender skal der knokles. Forhåbentlig om et par måneder kan hele haven nydes. Én ting er dog sikkert. Jeg sætter stor pris på min mand for at klare det hele til UG. For søren hvor er jeg en heldig kvinde. Husker du at sætte pris på din mand?

Ungerne nyder det nye gyngestativ.

 

 

Jeg fortryder ikke  24

Det er fredag aften, og familien ligger allerede og sover. Det har været en lang uge for alle. Masser af arbejde og projektuge for teenageren. Men det har også været ugen, hvor jeg har skudt mit første selvstændige event af. Og nu hvor der er ro, og jeg netop har afsluttet det helt administrativt, så kan jeg ikke lade være med at reflektere lidt over det.

Jeg får ideer ud af den blå luft og skrider ofte hurtigt til handling på dem. Så da jeg så, at Mia annoncerede sin nye hjemmeside på Facebook, så tænkte jeg; Hey vi skal da lave noget sammen og bum så havde jeg sendt hende en besked. Mia Christina Broe Jakobsen kender jeg gennem Red Barnet Hedensted, da vi har siddet i bestyrelsen sammen. Sidste år skrev jeg om, at hun var startet op som selvstændig, så jeg vidste, hvad hun lavede. Da jeg skulle bruge en forside til en bog, jeg er ved at skrive sammen med teenageren, så faldt valget også helt naturligt på Mia, da hun også er en dygtig illustrator.

Nu har Mia lavet konceptet “Kulturagenten”, hvor hun formidler kunst til børn i alle aldre. Og da tumling går i privatdagpleje, så var det jo nærliggende at lave en event for dem. Mia var heldigvis med på ideen, og torsdag formiddag kunne vi så inviterer til sansecirkus med forestillingen “Mit vejr”. Ungerne var glade og interesseret, og dagplejerne var glade. Nu vil de have mere.

Men det er faktisk lidt sjovt. Jeg har faktisk her den 1. marts været selvstændig i to år. To år hvor jeg også lige var gravid og fik en baby med kolik. Havde kun sporarisk fuldtidsbarsel og arbejdede ellers kun på deltid. Det siges, at når man starter op som selvstændig, så skal man knokle 24/7 og helst også flere timer i døgnet end det. Men de timer havde jeg bare ikke. Jeg vil også være mor. Og kone.

Pengene var små. Meget små. Men jeg elskede og elsker stadig følelsen af at være selvstændig. At jeg kan bestemme selv. At jeg kan passe mit syge barn om dagen og så arbejde om aftenen og natten. At vi kan hygge og putte om morgenen og aflevere i dagplejen klokken 9 uden stress. At jeg kan hente ham, når han vågner. At jeg er hjemme, når teen kommer hjem. At jeg kan putte Vivi-tid ind i min kalender eller en frokostaftale med en veninde.

Så jeg knoklede på. Forsøgte at lave nye produkter, der kunne skaffe kunder. Finde på. Finde på. Finde på. For at overleve. I stedet for at lave de ting, jeg egentlig gerne ville lave. Så jeg glemte at leve lidt. Jeg har modtaget nogle få barselsdagpenge, så vi har kunnet holde skindet på næsen. Men slutdatoen kom tættere på. Hvad gør vi så. Jeg knoklede videre. Og stille begyndte en stress at overtage min krop. Skulle jeg give op og finde et fuldtidsarbejde i stedet? Det havde jeg ikke lyst til. Men det var også hårdt at have det pres hængende over hovedet, at der skulle faktureres for et vist beløb i måneden for, at det hele løb rundt. Hvad nu hvis jeg ikke kunne skaffe kunder til det?

I efteråret tog jeg en hård men nødvendig beslutning. Jeg ville finde mig en deltidsstilling med start her i foråret, når mine barselsdagpenge udløber. Samtidig fik jeg den idé at dele mine ydelser op, så hjemmesiden ikke længere var så rodet. Tilbage til tegnebrættet og i december begyndte jeg at lave hjemmeside. Hedensted Events fik navn og liv med en tilhørende eventkalender.

De første to måneder af året her er gået med at søge job og knokle med “mit nye firma”. Jobsøgningen er slet ikke positiv, men det er firmaet. Kalenderen er blevet rigtig godt modtaget alle steder, og der kommer næsten dagligt nye tilmeldinger til nyhedsbrevet. Jeg er helt benovet over, hvordan mine veninder støtter og pinger mig med forslag til events. Pt har jeg syv forslag på blokken foran mig, der skal undersøges nærmere. Og i går havde jeg mit første event, jeg selv havde arrangeret. Der var ikke udsolgt, men det var stadig en succes. Jeg postede et opslag på min Facebookside først på aftenen, og det er nærmest eksploderet med interaktion samt nye likes på siden.

Derfor sidder jeg nu her i nattens ro og reflekterer, fuldstændig høj på den enorme succes, jeg føler, jeg rider på lige nu omkring mit firma. Hvad nu hvis jeg havde gjort det her for to år siden?

Jeg fortryder ikke mine valg. Jeg har fået lov at være mor og arbejde med det, jeg gerne ville. Den succes, jeg oplever lige nu, tager jeg med over i jobansøgningerne, og så kommer det deltidsjob også, inden min barsel helt officielt slutter om to uger. Jeg overlever nemlig ikke længere.

JEG LEVER!

Tumling mærker blæsten i sansecirkus med én af hans søde dagplejemødre.